Turen til Belarus i den gule lastbil 20/3 til 26/3-05: af Hans Jørgen, Martin og Eva. Søndag den 20/3-2005: Vi startede fra Nørre Åby søndag morgen kl. 7.00. Den gule lastbil havde Hans Jørgen (HJ) og Martin hentet om torsdagen og de havde læsset de gaver på, som vi skulle have med, udover alle tingene fra Dienesminde til det børnehjem, som vi skulle besøge. Det var frostvejr om morgenen, men op af dagen blev det flot solskinsvejr. HJ og Martin var chauffører på skift under hele turen til Belarus og hjem igen. Jeg var kun med som passager. I Tyskland så vi nogle få mistelten i starten af turen, hvorimod vi så masser af rådyr på markerne hele vejen gennem landet. I Prignitz så vi, at nogle af Vestas vindmøller, som stod i nærheden af lufthavnen, var markeret med røde streger. I det hele taget er der mange vindmøller i Tyskland. Den østlige del af tyskland er præget af meget store marker og få huse. Vi ankom til grænsen til Polen kl. 16.15. Der var en rigtig emsig ung tolder, som insisterede på, at HJ skulle have lukkede sko på når han kørte i Tyskland. Ellers kostede det 30 euro i bøde. Så det endte med, at HJ og Martin måtte bytte sko, inden vi kunne køre videre. Tolderen var også meget opmærksom på, at der kun er to siddepladser i lastbilen, men at vi var tre personer. Så vi var ved at være bange for, at én af os skulle få besked på at stå af. Men vi fik heldigvis lov til at køre videre. Ved den polske terminal for lastbiler skulle vi betale 40 slotti i vejskat for et døgn. Der var en del sprogproblemer, for ingen af de polske kvindelige toldere kunne tale hverken engelsk eller tysk. Til sidst lykkedes det dog. Vi fik også vekslet penge, for i Polen vil de helst kun modtage slotti. Ved 19.30- tiden var vi inde et sted og spise et måltid varm mad. Det smagte rimeligt godt – billigt – 13,50 slotti pr. måltid inkl. drikkevarer. Igennem Polen er der mange spisesteder og tankstationer – alle med rimelige toiletter, hvor man dog næsten alle steder skal betale ml. 0,50 og 1,50 slotti pr toiletbesøg. Vejene i Polen er frygtelige at køre på. Der er masser af huller i vejene – op mod 10 til 15 cm nogle steder. Samtidig er de fleste veje så slidte, at dybe kørespor gør det svært at styre lastbilen. HJ har prøvet det flere gange før, men for Martin for det noget af en prøvelse, da det var første tur for ham. Alt det humpleri gjorde det også umuligt at sove, for det hele rystede. Det eneste tidspunkt hvor det var behageligt at køre i Polen, var på den ca. 140 km nye motorvej. Her var tre betalingssteder, hvor det kostede 18 slotti hvert sted, for at køre igennem. Omkring ved Poznam – ca. en tredjedel inde i Polen, forsvandt varmen i bilen, så der blev rigtig koldt, for det var frostvejr udenfor. Vi var på det tidspunkt ikke klar hvad der var galt. Vi lagde os til at sove i lastbilen ved 3-4 tiden. For mit vedkommende foregik overnatningerne i lastbilen siddende på passagersædet foran, da der kun er to køjer. Mandag den 21/3: Vi stod op igen ved 7-tiden – kolde og forfrosne. Vi ledte efter og fandt et Scania værksted, hvor vi fik en aftale med dem om, at de kunne reparere lastbilen. Herefter kørte vi til det Hviderussiske konsulat i Biata Podlanska, hvor vi var kl. 10.00. Her mødte vi de andre to chauffører + de to piger, som de havde med i den blå lastbil. Efter vi havde fået visum – det tog en lille times tid – kørte vi på Scania værksted igen. Her opholdt vi os så i de næste 11 timer. Termostaten var gået i stykker og der var også nogle andre ting i vejen med motoren. Der var heldigvis mulighed for at købe varme drikkevarer og der var også en sofa at sidde i. Reparationen af lastbilen kostede i alt 315 euro. Rigtig billigt, for i 8 af de 11 timer havde der været to mekanikere i gang. Vi kørte fra værkstedet kl. 22.00 og videre mod den polske side af grænsen mod Belarus. Efter en halv times kørsel fra værkstedet landede vi i en lang lastbilkø på 11 km. Køen flyttede sig uendeligt langsomt, så vi holdt i kø i alt 10½ time – man får om ikke andet, så lært at væbne sig med tålmodighed. Tirsdag den 22/3: Ved 9-tiden rullede vi så endelig ind i terminalen. Hvis vi havde kunnet overhale køen, så havde vi gjort det med humanitær skiltet synligt i ruden, men det var for farligt. Det var kun ét kørespor, hvor der kom modkørende og desuden var det midt om natten. Papirerne blev ordnet af en ansat med fire stjerner på skulderen. Han havde mange forskellige stempler. Ting tager tid, for polakkerne arbejder meget langsomt, og vi må bare vente til de mener, at det er vores tur. Vi fik også ordnet lidt indkøb, for vi havde ikke ret meget mad tilbage af det, som vi havde medbragt hjemmefra. Videre herfra til paskontrollen. Denne gang kunne vi heldigvis overhale køen med lastbiler, så det gik hurtigt. Derefter ind i endnu en kø, som heldigvis ikke var så lang og vi kørte over floden, som skiller de to lande. Her kunne vi så stille uret en time frem til russisk tid. Videre over til den russiske del af grænsen. Her skulle også ordnes en masse papirer og sættes en mængde stempler (og det skulle være de rigtige). Heldigvis kendte HJ en kontordame fra hans sidste tur, og hun hjalp os med alle papirerne. Vi snakkede med chaufførerne fra den blå lastbil. Én af dem havde måttet overnatte i bilen, da papirerne ikke var ok. De var godt klar over, at der var problemer med køleren på den gule lastbil, men vi havde desværre ikke fået det at vide, inden vi kørte hjemmefra. Vi mødte også en englænder, som havde brugt 6 dage for at få sine papirer godkendt til at måtte køre videre, så det er ikke så nemt at finde ud af det komplicerede toldsystem. Vi fik også vekslet nogle penge, så vi havde rubler at handle for i Belarus. Kl. 16.30 kørte vi endelig ud af tolden og ind i Belarus med kurs mod Minsk – meget forsinkede. Vi tog chancen, selvom vi ikke havde officiel tilladelse til at køre så langt. Heldigvis blev vi ikke på noget tidspunkt stoppet af politiet. Vi havde ellers fået nogle tips af en hvide russisk chauffør om, hvordan vi kunne bestikke politiet med penge, hvis det skulle ske. Vi kom uden problemer gennem betalingskanalen, men kl. 17.30 var der igen problemer med lastbilen – kølervæsken løb ud. Det problem kæmpede vi med de næste 1000 km, indtil vi kom på værksted i Polen på hjemturen. Vi fyldte jævnligt vand på, for det løb ud hele tiden, og når der var for lidt vand på, så var der ingen varme i lastbilen. Vi spiste aftensmad i en lille bitte biks ude midt i ingenting omkring ved 20-tiden. Det var udmærket og billig mad. Der var ingen toiletter, hvilket er det normale alle steder. Hvis der var toiletter, så var det som regel et skur ude bagved. Toiletpapir var en nødvendighed at have i lommen. Håndsæbe og papir til at tørre fingre i fandtes heller ikke nogen steder, så det anbefales at have lidt håndsprit med i tasken. Vi fik kørevejledning af et par russere, som snakkede godt engelsk – vedr. vejen til børnehjemmet, hvor vi skulle hen dagen efter. En ting jeg lagde mærke til var, at grøfterne ved vejene var ryddelige, meget modsat Polen. Martins svoger Jury, kom og mødte os ved betalingskanalen, ca. 75 km udenfor Minsk ved 22.30- tiden og viste os vej ud til Kolodischi, hvor Olgas (Martins kone) forældre bor. Klokken var over midnat inden vi ankom og der var så meget sne på vejene, at vi ikke kunne køre op til huset, hvor de bor. Det var også meget koldt udenfor. Jury måtte derfor køre tre gange frem og tilbage fra lastbilen, som vi havde parkeret midt på en vej, og de ca. 500 m op til Ivan og Anastacias hus, med alle de gaver, som vi havde med. Da vi var færdige med at læsse af, gik vi med op til huset og blev beværtet med god mad og drikkelse, selvom det var midt om natten. Olgas forældre bor i et træhus og der var pænt og rent over det hele. De bor, som jeg egentligt havde forventet, med mangel på mange af de bekvemmeligheder, som vi er så forvænte med i Danmark. Olgas forældre var meget glade for at se os – især Martin – så vi var kede af, at vi kun kunne blive der ganske kort. Ivan og Jury var meget benovede over alle de ting, som vi havde med. Anastacia kyssede og krammede os alle sammen. Minsk så flot ud i mørket – kunne godt have tænkt mig, at blive der nogle dage og set byen. Ved 3-tiden kørte vi derfra igen. Jury fulgte os ud til motorvejen og vi slap igennem politi og betalingskanalen uden problemer. Vi overnattede igen i lastbilen fra kl. 5.00 til 8.00. Onsdag den 23/3-05: Vejret var stadig fint, som det havde været næsten hele tiden, undtagen på turen op mod Minsk, hvor der var sne på vejene og glat føre. Der var en del sne ude på de meget store marker, som findes her. Sneen aftog, jo længere vi kom sydpå igen. Køleren lækkede mere og mere, så der skulle konstant fyldes vand på. På vej mod børnehjemmet i Bitsen, som ligger i Jutgalin området, så vi masser af træer fyldt med store kugler af mistelten. Vi snakkede om, at vi godt kunne tænke os at få et par grene med hjem. Vi fik så øje på en mistelten, som hang lavt på et birketræ (de gror ellers kun på poppel og pil) og vi stoppede lastbilen. Det var ude midt i et skovområde og der var stort set ingen trafik, undtagen en traktor eller en hestevogn engang i mellem. Jeg hoppede op og fik fat i en gren. HJ forsøgte at trække grenen længere ned, men lige pludselig brækkede den og han faldt omkuld i den halve meter sne, som var i grøften. Det så vældig komisk ud – lige til skjult kamera. Nå, men vi fik hurtigt skåret nogle grene af og puttet dem ind i lastbilen, inden der kom nogen og så os, for det var nok ikke helt lovligt, men meget fristende. Vi ankom til børnehjemmet midt på formiddagen og blev modtaget af souschefen og en sekretær, formoder vi, begge kvinder. Senere kom selve lederen, som var en mand. Vi blev inviteret ind på kontoret og sad så der og ventede. Imens fik HJ og sekretæren talt i telefon med Valentina og Tamara, som står for kontakten til børnehjemmet og det humanitære kontor i Brest. HJ fik forklaret hvad vores plan og vores behov var, lige her og nu. Lidt senere kom der en kvindelig engelsklærer til, som vi i øvrigt talte med flere gange i løbet af dagen, og hun hjalp med at forklare, at vi gerne ville have et bad. Det var vist ikke det nemmeste for dem at arrangere, for der var ingen varmt vand på børnehjemmet midt på dagen. Langt om længe fik vi anvist værelser og stedet, hvor vi kunne bade. Vi fik udleveret et håndklæde og et stykke sæbe. Badet var en oplevelse i sig selv – kloaksystemet virkede i hvert fald ikke efter hensigten og vandet var lunkent. Toiletter var der heldigvis indendørs, blot kunne dørene ikke låses. Derefter fik vi serveret frokost i et lille lokale ovre ved køkkenet – vi sad for os selv, hvilket vi i øvrigt gjorde både ved aftensmad og morgenmad den følgende dag. Frokosten bestod af suppe, salat, kød, kartofler og æblete, og smagt udmærket. Køkkenpersonalet var meget gæstfrie og stolte af det, som de servede for os. Børnene spiste i en stor spisesal ved siden af. Selve børnehjemmet bestod af i alt fire store bygninger. Der var rent og ryddeligt, men inventaret var slidt og gammelt. Der var tydelig mangel på mange ting, såsom maling til væggene, møbler, legetøj, bøger, papir og ting til udendørs aktiviteter. Børnene virkede dog glade, tilfredse og opdragne. Der bor omkring 160 børn på hjemmet. Trods vilkårene så det ud til, at de voksne pædagoger var meget opmærksomme på de unge menneskers behov, f.eks. så havde de diskotek i én af bygningerne om aftenen, mens vi var der, og børnene måtte også spille bold og lege inde på gangene. Engelsklæreren fortalte os, at en del af børnene kom hjem i weekender og ferie til deres forældre eller andet familie, men der var dog en del børn, som ingen familie har. Hun fortalte også, at det er svært at lære børnene engelsk, for de mener ikke selv, at de har behov for at lære sproget. Om eftermiddagen kl. 13.45 tog HJ ind til tolderne i Ivatsevich sammen med to kvindelige ansatte fra børnehjemmet – de kom ikke tilbage før kl. 18.00. Imens gik Martin og jeg rundt i byen og på børnehjemmet og legede turister med vores kamera. Vi var inde i flere forskellige butikker i jagten på krystal og andre gode gaver, men det var svært at finde hvad vi ville købe. Der var kun enkelte ting i krystal i nogle af butikkerne, som ikke er særlig store. Udvalget er efter vestlige forhold meget lille, men der var dog de nødvendige dagligdags forbrugsting. Når man ser på butikkerne udefra, så skal man se efter hvide tremmer og nogle diskrete reklamer på vinduerne. Personalet har en slags kapper på hovedet og skriver stort set alting ned i hånden af det, som bliver solgt. Også de steder hvor de har et kasseapparat. Vi gik rundt og så på huse og mennesker i byen. Ved den pæne kirke overfor skolen, var der en begravelse, som vi overværede slutningen af. Vi havde set, at der holdt en gammel, pyntet militærlastbil udenfor kirken, som var pyntet med flotte blomster, ligesom der var flotte dekorationer ovre ved kirkedøren. Vi så, da den døde blev båret ud af kirken og at kisten, delt i låg og bund, blev stillet op på lastbilen. Vi kunne se den døde kvindes ansigt, da låget ikke var lagt på den flotte, sorte kiste med guld stafferinger på. Martin og jeg gik rundt på skolen og fotograferede og snakkede med børnene og engelsklæreren. Når børnene så os, gjorde de en masse for at få opmærksomhed – især efter at vi havde taget billeder af nogle af dem. To af pigerne kom og gav mig en lille ting, som de selv havde lavet, og én af dem kunne tale så meget engelsk, at vi fandt ud af, at hun havde været på ferie i Danmark. Da HJ var kommet tilbage, kørte han lastbilen derom, hvor den skulle læsses af. Vi ventede lidt på tolderne og så gik vi i gang. Det gik rigtig hurtigt med at læsse af – en halv time - for mange af de store drenge hjalp til. De var helt vilde, da de så computerne og de andre ting, som vi havde med. Efter at vi var færdige med at læsse af og det hele, fik vi serveret aftensmad og vodka. Bagefter gik vi lidt rundt på skolen igen, men da vi var meget trætte, blev vi enige om at gå tidligt i seng. Det varede dog længe før der var ro, men omkring kl. 22.45 blev der stille. Torsdag den 24/3-05: Vi stod op kl. 7.00 og gik over og fik morgenmad. Hældte vand på lastbilen og kørte af sted for at besøge Vasili, skoleinspektøren, som HJ kender i forvejen. Undervejs handlede vi chokolade og cigaretter i en butik i Ivatsevich – men havde stadig ikke fået købt vores krystal. Vi kørte videre til skolen udenfor Kobryn, hvor vi fandt Vasili inde på hans kontor, sammen med nogle andre lærere og elever.. Han er godt nok noget af en sprællemand og så er han helt god til at drikke vodka. På denne skole var der heldigvis også en engelsklærer - Olga, som kunne tolke for os. Hun bekræftede det samme problem med, at det er svært at lære børnene engelsk. Ved siden af skolen ligger en børnehave, hvor der er 18 børn og 10 ansatte. Vi delte gaver ud til børnene – tandbørste, tandpasta, malebog, shampoo, kuglepenne og farver, som de blev meget glade for. Der var også noget til de ansatte. Lederen af børnehaven – Lena – fortalte mig, at de manglede computere, papir og legetøj og var meget taknemmelig for gaverne til børnene. Bagefter gav HJ gaver til Vasili og til lærerne ovre på skolen. HJ havde også en rollator med til en gammel mand. Den var personalet henne fra den lokale klinik meget interesseret i. Vi blev så inviteret på frokost, som bestod af suppe, kål, brød, spegepølse og ost plus vodka. Inden vi tog derfra hentede Vasili en flaske hjemmebrændt vodka, som han forærede til HJ. Det kunne have været sjovt at være der i nogle dage, de var meget søde alle sammen. Fra skolen kørte vi ind i selve byen Kobryn, i håb om at finde en butik hvor vi kunne købe krystal. Vi var heldige at finde en butik, kun med krystal og glasting. Både Martin og jeg købte glas og vaser, og HJ købte vaser og nogle glassko. Vi købte for et beløb, der svarer til næsten en månedsløn for en hviderusser, men for os er det jo ingen penge, i forhold til hvad det ville koste herhjemme. Priserne på krystal er vanvittig billigt, f.eks. koster et rigtig flot glas kun hvad der svarer til 13,- kr. Hjemturen startede nu rigtigt og på vej mod grænsen tankede vi diesel igen – det er jo billigt i Belarus. Vi startede med at holde i kø på den hviderussiske side af grænsen ved 16-tiden. Vi kom hurtigt igennem den hviderussiske del af grænseområdet, men vi havde store problemer i den polske del af tolden. Polakkerne holder pause når det passer dem, lige meget hvor mange lastbiler, der holder i kø. Efter at vi havde holdt i kø i ca. 1½ time for at blive røntgenfotograferet, blev vi dirigeret over til en rampe, for at få tjekket diesel. Vi vidste godt, at vi havde 250 liter for meget på, men havde håbet på at vi ikke blev kontrolleret. Uheldigvis var der en rigtig dum og overlegen tolder, som lod os vente i over tre timer, før han gad at tjekke os. HJ måtte ind til én af de firestjernede ansatte og brokke sig højlydt, før der skete noget. Så kunne tolderen endelig nedlade sig til at tjekke vores diesel. Endelig langt om længe slap vi ud af tolden kl. 21.30 (dansk tid), men det havde også taget 6½ time. Kl. 21.57 holdt vi ved Scania værkstedet igen, fik afleveret lastbil og nøgler, sendt bud efter en taxi og blev kørt ud til et lille hotel, hvor vi overnattede. Dejligt med en seng og et bad. Pris 170 slotti for tre overnatninger plus tre gange morgenmad, meget billigt. Fredag den 25/3-05: Efter morgenmaden kørte vi i taxi ud til Scania igen. Kl. 12.00 kørte vi derfra med lastbilen, efter at nogle kølerslanger var skiftet og olien set efter. Kurs mod Danmark. Vi spiste frokost ved 14 – tiden og var i Kutno kl. 17.45. Min oplevelse af Polen er: Frygtelige veje og utroligt langsomme toldere. Køregale bilister og lastbilchauffører, hvilket vi så ved selvsyn to gange på hjemturen. En smadret lastbil, som var kørt ind i et træ og et sammenstød mellem en lastbil og en personbil, som havde overhalet os. Vi passerede grænsen til Tyskland kl. 24.00, hvor vi havde tekniske problemer med at købe vejskat. Vejret var noget anderledes her - regn og tåge. Vi overnattede to timer i lastbilen fra kl. 2.20 til kl. 4.20 – alt for lidt søvn og meget trætte. Lørdag den 26/3-05: Vi passerede grænsen til Danmark kl. 10.00 og var hjemme i Nr. Åby kl. 12.00 – så det havde taget et døgn at køre hjem. Rigtig hårdt at sidde så meget og vi var ved at være temmelig udmattede. Vi havde kørt i alt 3585 km fra Nørre Åby og Minsk retur. HJ skal dog lige tillægge køreturene, hvor han har hentet og bragt lastbilen fra Dienesminde og til Nørre Åby, så for hans vedkommende drejer det sig om 4281 km – noget af et stykke vej! Jeg har været på mit livs hidtil længste køretur. Faktisk har jeg hidtil kun været passager på et par enkelte korte ture i lastbil herhjemme, så det i sig selv har været en oplevelse. Man bor jo nærmest i lastbilen i en uges tid og når man er tre personer, så må man indrette sig. Det er hårdt at køre så langt og den manglende søvn, p.g.a. de problemer vi havde, gjorde det selvfølgelig ikke bedre, men efter et par dage herhjemme er det glemt. Derudover har jeg oplevet en stor gæstfrihed fra nogle mennesker, som ejer langt mindre materielle goder end jeg selv gør, men som evner at dele ud af den smule de har. Jeg har ikke opholdt mig så meget i Belarus, som jeg gerne ville have gjort, så det må jeg have til gode en anden gang. Ingen af os kunne jo vide, at lastbilen ville gå i stykker og at de polske toldere skulle være så langsomme, at vores tid blev brugt de forkerte steder. Den tid som vi har brugt for at køre tingene over på børnehjemmet, de timer er givet godt ud, især når man med egne øjne ser, hvor meget børnene mangler i forhold til vores egne børn i Danmark. Eva Sørensen, frivillig Hans Jørgen Andersen, bestyrelsesmedlem Martin Andersen, frivillig

Dienesmindes Venner